
Der er en politisk og samfundsmæssig forventning om, at seniorer skal forlænge deres arbejdsliv, og ifølge forskningslitteraturen har de konkrete arbejdsvilkår betydning for, hvornår seniorer trækker sig tilbage. Blandt andet spiller det en rolle, at den enkelte har indflydelse på og adgang til fleksibilitet i forhold til arbejdsopgaver og arbejdstid. Imidlertid er mulighederne for at opnå indflydelse og fleksibilitet forskellige for forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Denne undersøgelse har fokus på mulighederne for lavtlønnede offentligt ansatte seniorer.
Undersøgelsens formål er dels at belyse, hvilke rammer der skal være til stede på en arbejdsplads, for at lavtlønnede offentligt ansatte seniorer oplever at have indflydelse og adgang til fleksibilitet i forhold til arbejdsopgaver og arbejdstid, dels at undersøge, om indflydelsen er formel eller uformel.
For at undersøge disse spørgsmål er 16 lavtlønnede offentligt ansatte seniorer blevet interviewet om fleksibilitet i forhold til arbejdstid og arbejdsopgaver.
Undersøgelsen viser, at adgang til fleksibilitet opleves som et attraktivt arbejdsvilkår. Adgangen til fleksibilitet øges, når arbejdet er organiseret i teams, som blandt andet findes inden for ældreplejen og inden for Vej & Park. Teamorganisering giver gode muligheder for uformel fleksibilitet, hvor kolleger flytter sig for hinanden både i forhold til arbejdstid og arbejdsopgaver.
Alene-arbejde giver ikke samme muligheder for uformel fleksibilitet. Her har lederne en stor rolle at spille for alligevel at sikre medarbejderne en eller anden form for indflydelse på deres arbejdsvilkår.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet