Kulturen, der bærer

Muligheden for både formel og uformel fleksibilitet er med til at gøre en arbejdsplads attraktiv. Én ting er nemlig arbejdspladsens overordnede rammevilkår og formelle ordninger som eksempelvis nedsat eller ændret arbejdstid. En anden er rammerne for den uformelle fleksibilitet, hvor kolleger kan hjælpe og aflaste hinanden ved for eksempel at bytte opgaver eller arbejdstider.

Muligheden for uformel fleksibilitet varierer imidlertid fra afdeling til afdeling, og forskellene bunder i kulturen i den enkelte afdeling, viser denne undersøgelse.

Undersøgelsen baserer sig på kvalitative interviews med medarbejdere, ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter fra tre afdelinger på et offentligt hospital og tre afdelinger i en privat produktionsvirksomhed.

Rammevilkår, økonomi og kerneopgaven er de strukturer, som lokale ledere agerer i. Undersøgelsen viser, at afdelingslederne forvalter rammevilkårene forskelligt, og at deres prioritering af for eksempel fastholdelse afspejler sig i medarbejdernes adgang til formel fleksibilitet såsom nedsat tid eller skånsomme arbejdsopgaver.

Undersøgelsen viser samtidig, at den formelle fleksibilitet smitter af på, hvordan medarbejderne praktiserer en uformel fleksibilitet i forhold til at hjælpe hinanden med opgaver og bytte arbejdstid og opgaver. Hvis den uformelle fleksibilitet er høj, afspejler det en arbejdspladskultur, hvor arbejdet er organiseret på en måde, så fællesskabet og den kollektive ansvarsfølelse er fremtrædende.

Omvendt kan den uformelle fleksibilitet være lav, når medarbejderne ikke arbejder sammen og dermed ikke lærer hinanden at kende. Samtidig kan lederens vægtning af enkelte medarbejderes ønsker til opgaver og arbejdstid risikere at ske på bekostning af andre medarbejdere – altså uden blik for det større fællesskab.