Især mænd og højtuddannede vender tilbage til arbejdslivet, efter de er gået på pension

For seniorer er det at gå på pension ikke nødvendigvis afslutningen på arbejdslivet.
De seneste 42 år er antallet af 50-79-årige seniorer, der genindtræder på arbejdsmarkedet efter en periode på pension, steget fra ca. 5.500 til 11.500 personer. Det viser en ny undersøgelse fra Videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet, der har undersøgt udviklingen i perioden 1981-2023.
”Vi ser, at flere seniorer vender tilbage til arbejdsmarkedet, efter at de er gået på pension. Det viser, at pensionering ikke nødvendigvis er et endeligt farvel til arbejdslivet,” siger Vibeke Jakobsen, seniorforsker i VIVE.
Seniorer med høj indkomst vender retur
Undersøgelsen viser også, at seniorer med en videregående uddannelse oftere vender tilbage til arbejdsmarkedet efter pension. Siden 2009 er knap to procent af de pensionerede seniorer med en videregående uddannelse årligt vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Til sammenligning gælder det lidt over én procent af seniorerne med en erhvervsfaglig uddannelse.
Næsten halvdelen af de seniorer, der vendte tilbage til arbejdsmarkedet i 2021, tilhørte den tredjedel i deres aldersgruppe, der havde de højeste indkomster, inden de gik på pension.
”Når det især er seniorer med lange uddannelser og høje indkomster, der vender tilbage til arbejdsmarkedet efter pensionen, kan det tyde på, at de gør det af lyst snarere end af økonomisk nødvendighed,” siger Vibeke Jakobsen, seniorforsker i VIVE.

Andre fund i undersøgelsen
- Alder: Blandt alle beskæftigede mellem 50 og 79 år har 3 procent tidligere været på pension og er siden vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Blandt de beskæftigede 70-79-årige gælder det hele 35 procent.
- Køn: Flere mænd end kvinder vender tilbage til arbejdsmarkedet. Hvert år vender 1,5-2 procent af mændene tilbage mod 0,5-1 procent af kvinderne.
- Sektor: Langt de fleste, der tidligere var beskæftiget i den private sektor, vender tilbage til samme sektor. De tilbagevendte, der kommer fra den offentlige sektor, fordeler sig stort set ligeligt mellem den offentlige og private sektor.
- Pensionstype: Flest vender tilbage fra folkepension, men personer på efterløn eller anden pension (fx seniorpension eller fleksydelse) har størst tilbøjelighed til at vende tilbage.
- Ledighed: Når den lokale ledighed er høj, er der færre seniorer, der vender tilbage til arbejdsmarkedet. Sammenhængen er tydeligst for mænd.
